mandag den 30. januar 2017

Historien om hvorfor vores huse ikke længere kan gå

I gamle dage havde alle huse ben og kunne gå. De havde også øjne og arme. Man var nødt til at have alt sit legetøj i skabe med lås, så det ikke faldt ned fra hylderne, når husene rumlede og bumlede. Husene gik mest om natten, og det var heldigt, for så skulle man bare sørge for at spænde sig fast i sin seng med en sikkerhedssele om aftenen, inden man lagde sig til at sove.

Menneskene i gamle dage var altid meget hurtige til at komme ud af sengen om morgene, for der var en spændende overraskelse i møde, når de kiggede ud af deres vinduer. Hvor mon huset i dag havde ført dem hen.

En helt ny by ventede ofte de mennesker, der levede i gamle dage. Der var hver dag nye naboer, nye venner man kunne lege med, nye steder at arbejde. Men det var jo det samme for alle, så det var der ingen, der tænke yderligere over. I gamle dage var verden ret fleksibelt indrettet, og tingene gik faktisk altid i hak.

Alle menneskene var søde ved hinanden og arbejdede sammen, selvom de ikke kendte hinanden i forvejen. De hjalp hinanden og deltes om ting og mad. Blandt alle var der tolerance og forståelse, og ingen blev set som dovne. Det ord var faktisk slet ikke blevet opfundet endnu. Det der med at yde efter evne og nyde efter behov fungere ganske fornuftigt. Det betyder at man arbejder med det, man kan lide og er rigtig god til, og lige så meget som man kan uden at blive for træt. Og når tingene skal deles mellem menneskene, får man de ting man mangler og den mad man har brug for til at blive mæt.

Mennesker der levede der i de gamle dage viste, at nye mennesker var nye venner, så alle havde lyst til at yde deres bedste for at hjælpe hinanden. Og helt basal livsglæde var en ganske udbredt ting.

Men så fik menneskene alt for mange ting og husene blev tungere og tungere. De gik nu langsommere og nåede ikke så langt på en nat, og der blev også et behov for hvilenætter, hvor husene blev på det samme sted. Når nogle mennesker derfor også blev på de samme steder, og efterhånden op til flere dage i træk, begyndte de at tage styringen, når arbejdet skulle organiseres om morgenen. Alle var ikke længere nye sammen, og dynamikkerne blev lige så stille skubbet rundt på måder, der desværre ikke altid gik helt godt. De mennesker der tog styringen, syntes nu også de fortjente en større andel af tingene og maden, som betaling for deres erfaringer og lederskab. Til sidst blev deres huse derfor så tungere at de slet ikke kunne løfte sig fra jorden. Og så syntes de så også at det var deres jord. De bestemte derefter hvem der måtte stoppe op og bo sammen med dem, som regel dem der arbejdede allermest. Alle var ikke længere velkomne, og nogle begyndte at kalde andre dovne. Man glemte livsglæden, der blev skubbet væk af utrygheden. De mennesker der ikke boede et fast sted var bange, fordi de ikke vidste hvornår de igen kunne finde et sted de var velkomne. De var kede af ikke at få nye venner og arbejde, og nogle gange var de sultne.

Menneskene var nu mere eller mindre blevet delt op i to grupper. Dem der havde tunge huse, der boede faste steder, og dem hvis huse blev lettere og lettere og ikke ejede noget, og til sidst måtte bytte deres gående huse væk for mad. De fastboende typer byggede mure rundt om den jord de kaldte deres, og det er vist altid et dårligt tegn. Husene der nu ikke kunne stikke af, glemte med tiden at de kunne bevæge sig, og blev stående hvor de var.


Af mor og Asle, digtet på en gyngetur i natten et hemmeligt sted

3 kommentarer:

  1. Sikke en fin historie, meget tankevækkende for en voksen for hvor ville det hele være meget mere rart, hvis starten af historien var sand. <3

    SvarSlet
  2. Sikken dejlig historie I sammen har digtet. Der findes næsten ikke noget hyggeligere end at finde på den slags historier sammen med et barn. Da mine børn var mindre havde vi en bog om nogle børn der blev tryllet helt små og boede i et sneglehus. Det var nogle emget dejlige tegninger men en ret dårlig tekst så vi digtede vores egen historie. Jeg kom til at tænke på den her fordi det var den samme fasination af et hus der kunne flytte sig rundt.

    SvarSlet
  3. Skøn historie med en relevant pointe! Husk den altid ❤️

    SvarSlet