tirsdag den 4. oktober 2016

Det vil vise sig...

Jeg fungerer ikke. Åbenbart. Jeg både accepterer det ved at gå i stå, samtidig med at der konstant er en drift til det modsatte. En kraft der bare gang på gang kan overraske mig, som får mig til at glemme alt der er grimt, når rare ting opstår. Jeg bilder mig ind, at den der lidt naive og optimistiske tilstand jeg kommer i, har været min overlevelse. Når ting er rare, er det kun det jeg ser på. Jeg tillader mig selv at lade op, når stikket er sat i og der er tændt for kontakten. Jeg tror på at det hele nok skal vise sig, at jeg kommer ovenpå igen, og får en retning på det der liv, hvor alt kan hænge sammen.

Jeg mangler så lidt før min bachelor er færdig, men hovedet fungerer ikke. Jeg kan ikke andet end accepterer det. I forrige indlæg skrev jeg om, at tingene bevæger sig i den rigtige retning, og det gør de! Det går bare så langsomt. Jeg bruger mine dage på at meditere, få frisk luft, mad, motion, og på at sætte hakker ud for punkter på en ca uendelig liste af stressfaktorer, der blokerer for at jeg kan tage endnu et skridt i den rigtige retning. I dag er jeg ramt af modløshed. Den der pisse irriterende tanken om at man ikke passer ind i den her verden. Jeg lever ikke i en verden, hvor der er plads til at det går så langsomt, som det gør for mig lige nu. Men jeg ved også, at jeg ikke kan andet end fortsætte som jeg gør, og have troen på, at det løser sig.

Det vil vise sig

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt min mor sige netop det, når hun måtte lægge ører til bekymringer fra undertegnede. Og til min store overraskelse, er det netop det jeg lægger min lid til. Med fuld overbevisning om at jeg gør hvad jeg kan, må jeg tro på at tingene går sin gang. De fleste dage kan jeg mærke det helt ind i hjertet, at det vil vise sig. Bare ikke i dag.


Jeg har netop færdiggjort den lilla hynde, et projekt der har har taget mig alt for lang tid. En bestilling hvor der sidder et menneske i den anden ende og venter på mit hovede virker længe nok til at få lavet noget. Jeg har hidtil sagt nej til alle bestillinger, der kom ind. Selv ting jeg elsker at lave, bliver til stressfaktorer, fordi jeg ikke kan. Men jeg er altså også så fucked, at det stresser mig, når jeg må sige nej, fordi det bliver en reminder om, at jeg endnu ikke er klar til at række ud efter de ting, jeg kunne finde på at drømme om. Det er min oplevelse, at man kan dele folk ret præcist op i to grupper, de folk der forstår og de der ikke forstår. De der har været i krise og de der ikke har. De der hjælper eller de der synes, man skal tage sig sammen.

Jeg har intet dårligt hørt fra den åbenbart ufattelig tålmodige og overbærende person, der sad i den anden ende og ventede på mig. Tak! Jeg er rocker stolt af resultatet, der er en voldsomt forbedret udgave i forhold til de første hynder jeg syede. Jeg tror på mig selv! Jeg tør godt sige det højt, og jeg ved at jeg kan noget der! Det her handler ikke om at sammenligne mig med nogle andre, men med mig selv. Jeg har gode ideer, og jeg forbedrer mig i forhold til mig selv. Og jeg er nødt til lige at koge lidt suppe på den her hynde, og få ladt mig selv op med den energi det frigiver, at jeg er blevet færdig og at jeg sgu synes, det er nogle mega fine lukninger jeg fandt på. Jeg vil jo så fandens gerne leve i en verden, hvor det blandt andet er den slags, der sørger for der er mad på bordet.

I min verden er der ikke plads til bare en millimeter du-skal-tage-dig-sammen-mentalitet. Det ved jeg. Men hvad fucking-fanden gør jeg så. Det er den jeg er ramt af i dag. Hvad stiller jeg op, hvis tingene ikke viser sig hurtigt nok. Jeg er bekymret for, at jeg må tage større skidt ad gangen end jeg kan, for derfor at få ludobrikken slået helt tilbage til start.

3 timer om ugen tror jeg på. Jeg leder efter et arbejde. Et inspirerende arbejde, et rart sted, for netop det ville også lade mig op. Det er så satans essentielt at gøre nytte, at skulle ud og udfylde en plads. 3 timer om ugen til en start. Så jeg kan tage mine små skidt, og fortsætte stille og roligt uden at blive slået hjem. Men jeg er oprigtig modløs her. I en verden hvor mange sikkert ser mig som dovne Robert, hvem vil så turde satse på mig.

Når jeg nu sidder her og føle føle føle er så irriterende klar over hvor meget jeg kan, hvis omstændighederne er de rigtige, gør det mig modløs at være lige så irriterende bevist om hvor afhængig jeg lige nu er, af de omstændigheder.


3 kommentarer:

  1. Uden at kende dig, eller detaljerne i din historie, vil jeg vove at påstå du absolut ikke fremstår som nogen dovne Robert! Og du er hellere ikke alene. Jeg ved godt hvordan det er og ikke kunne, og ikke have overskud. Og kæmpe for at prøve! Og jeg har ikke en gang lige så gode grunde som jeg fornemmer du har! Men det skal nok gå. Jeg holder fast i de små ting. I øjeblikkene.

    SvarSlet
  2. Jeg kan mærke alt hvad du skriver langt ind i min sjæl. Jeg har lidt af depression det meste af mit liv og jeg har lige som dig alligevel en vis styrke og en ukuelig optimisme som holder mig i live. Det er fuldstændig umuligt for andre, at forstå depression hvis de ikke selv har været der. Hold ud og hæng i! Min mor sagde altid "hvis du når der ud, hvor du ikke har lyst til at leve mere så pak kufferten og rejs ud i verden, det kan alligevel ikke blive værre". For mig hjælper det at have den "nødudgang". Hæng i Marie, giv dig selv lov til at være syg - for det er en sygdom! Det er ikke noget du selv har bedt om eller noget du finder på fordi du er doven! Vær god mod dig selv! Tillad dig selv at være syg! Har du brug for at snakke med en der forstår, så er du velkommen. Trine

    SvarSlet
  3. Nej, du er bestemt ikke alene. Og folk kan sige alt det, de vil, men ingen ved jo hvordan det er at være DIG! Lad være med at slå dig selv oven i hovedet med det, har jeg lyst til at sige til dig...
    Jeg synes den lilla hynde er rigtig fin <3
    Stort virtuelt kram fra mig :-*

    SvarSlet