tirsdag den 16. august 2016

At finde sin egen vej

Jeg er igang med at finde min egen vej. Og nu tør jeg rent faktisk udtale mig om, at jeg er på vej. Noget har flyttet på sig i den rigtige retning i løbet af de sidste par uger. Mange ting spiller ind, noget med ferie blandt andet og netværk og tryghed. Tingene tages i sneglefart, og hvor er det dog godt at kunne det, så jeg rent faktisk bevæger mig! Hvis nogen skulle blande sig i hvordan tingene bliver gjort i min verden lige nu, som jeg hører så mange oplever det, når de er knudret ind i den slags kontanthjælps- og dagpengesystemer, som jeg heldigvis ikke ved en skid om, kan jeg garantere at jeg aldrig ville flytte mig en millimeter i den rigtige retning.

Jeg kan skræmmende sikkert udtale mig om, at jeg ville blive tabt på gulvet, og det sætter egentlig en hel del tanker igang hos mig. Det skal man passe på med at ytre sig om på den her slags offentlige tilgængelige steder, når man faktisk gerne vil naviger helt uden om debatter. Kommentaren herfra er udelukkende sendt afsted som en kærlig tanke til de mennesker, der oplever, at de er blevet låst fast i noget der burde hjælpe dem, men i stedet fratager dem muligheden for at hjælpe sig selv. Den der med manden og fisken vs. fiskestangen...

Jeg hører lige mig selv svare, til drengen der er bange, fordi han er kravlet op på det store klatrestativ og beder om hjælp: Hvor er jeg glad for at du beder om hjælp, jeg ved du godt kan selv, men jeg er lige her. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men jeg ved at du sagtens kan selv. Jeg har jo primært erfaring med størrelse 3-år, men den grundlæggende tanke om at give tryghed, styrke troen på nogen selv kan, og række en hånd ud, når det er nødvendigt, kan jeg ret godt lide at overføre til andre ting. Jeg er jo typen der klapper i mine hænder over folk, der formår at finde deres egne veje i stedet for at følge strømmen.

Det er bare et enkelt lille menneske jeg er igang med at forme. Jeg vil gøre mit bedste for at han lærer at mærke efter, kender sine grænser og tror på sig selv. Den største indflydelse kommer jo gennem mine egne handlinger. Gennem min måde at være i verden på, viser jeg ham, hvordan jeg gør og derfor vil han jo heldigvis blive miljøskadet på den måde. Men jeg håber på at lære ham at være et menneske, der kan mærke sin egen vej og tro nok på sig selv til at følge den. Ikke min vej. Han skal selv kunne, for jeg vil ikke altid være der.

Hvis man har lyst, kan man forsøge at drage nogle paralleller, men man kan også lade være.

1 kommentar:

  1. Årh hvor er det bare dejligt at høre Marie! Det tager så umådeligt lang tid at finde sig selv igen efter en del turbolente år.
    Kan roligt sige at det at være indfiltret i kontanthjælp, er absolut ikke noget drømmesenarie. Synes virkelig det er psykisk hårdt fordi der er så mange "trusselsbreve" og usikkerhed.
    Det er så utroligt vigtigt at kunne turde spørge om hjælp og vide hvornår der er brug for hjælp udefra. Så sidder og storsmiler over hvor god du er til at give det videre til Asle.

    SvarSlet