torsdag den 14. juli 2016

Noget at glæde sig til


Alt drejede sig i lang tid om Roskilde. Der var en del løse ender, der skulle mødes i sidste ende. Til sidst kunne jeg ikke gøre andet end lukke øjnene, holde vejret og håbe på, at ting faldt i hak. Og det gjorde de sgu!

- Telt bestilt over nettet kom frem trods varsling om det modsatte
- Tøj og møg blev underligt nok komprimeret ned i og spændt uden på vandrerygsæk
- Mennesker og tasker blev mast ind i temmelig lille personbil
- 4 telte belv slået op ved siden af hinanden på vanvittig centralplacering

Helt hul-i-hovedet-heldigt på det sidste punkt, når man er typerne der først ankommer onsdag. Alt godt! Så ufattelig meget mere end godt! Havfruen fløj afsted! Jeg havde ingen planer og intet ansvar. Kun forpligtet til at have det godt. Til at være mig. Lige nu. 

I modsætning til tidligere år, havde jeg ikke gjort mig nogle store overvejelser om musikken. Jeg ønskede ikke løbe fra midten af én koncert for måske at høre noget af en anden. Var jeg et rart sted, blev jeg der. Jeg slap tiden. Blev næsten helt overrasket over mig selv på den front. 

Roskilde var god ved mig. Hjertet blev fyldt op af mange gode oplevelser. Og jeg var slet ikke klar til at give slip. 

Mandagen efter var rigtig strid. Jeg kom hjem til en helt tom kalender! Det havde ikke lige ramt mig, at det kunne være en god ide også at planlægge lidt i ugen derefter. Alt havde ledt op til Roskilde. Det er faktisk ikke sikkert at jeg havde formået det. Havde nok ikke været til at forudsige hvilket behov jeg ville have, når jeg kom hjem. Men kontraster er aldrig lette. Og det er altid godt for mig at have noget at glæde mig til. Et par aftaler der ligger og titter frem i horisonten, hvis jeg skulle finde på at spinde et spind op omkring mig selv af ensomhed. 

Kontraster er lige nu mere udtalte for mig end tidligere. Når jeg ryger ned, og det gør man jo, når man er sådan en sensitiv føletype, som jeg vist næppe kan løbe fra jeg er, så ligger der bare lidt sværere ting dernede i mørket og putter sig. På de underligste tidspunkter bliver pusten taget fra mig over minder om min mor. Når jeg har det svært og mangler hende der min mor, er jeg slet ikke rustet til at være konstruktiv i sorgen. Dér bliver jeg fanget i det klistrede spind af ensomhed. Lige nu er spindet beboet af angsten med sine 8 lådne ben og ubehagelige øjne. Grim satan, der kan forvandle formiddagens indkøb til en overlevelsestur. 

Jeg er vandt til at klare den selv. Vandt til at være i det, ved at det forsvinder. På et tidspunkt. Ved også lige præcis hvor svært det er at få til at forsvinde, hvis basale behov som minimum ikke er dækket. Her tænker jeg fx på søvn og mad. Det meste af tiden er det ikke mig selv jeg skal sørge for i første omgang. Men jeg ved at det forsvinder på et tidspunkt...

Man burde ikke skulle klare den slags selv, siger nogen. Du skal række ud og spørge om hjælp - og det gør jeg også. Men i bund og grund er jeg alene. Jeg er ingens nummer 1 eller 2, eller 3? Jeg vil jo ikke gøre mig klog på andres prioriteringer, og der er intet forkert i min placering, hvor den end er. Jeg har en masse ufattelig gode mennesker i mit liv. Føler mig kun heldigover, at jeg har en placering hos dem! Mennekser jeg elsker, der giver mig gode oplevelser og ting at glæde sig til. Latter og glæde! MEN min angst bunder netop i min ensomhed, og den kompleksitet der ligger i, at jeg skal vende mig til ikke at være nogens nummer 1, efter tabet af min mor. Derfor hjælper det sjældent at række ud. For jeg er ikke den, der bliver prioriteret, og afvisningen forstærker min vrangforestilling om ensomhed. 

Ensomheden er måske ikke engang ensomhed, men begrænset frihed, det er vist mere mig selv jeg mangler end andre. Det er svært at adskille, fordi jeg jo både finder mig selv når jeg er alene, men også i høj grad gennem andre. Derfor har jeg bevist valgt, at lade det gode og rare tage over, når jeg bruger tid med andre mennekser, i stedet for at fastholde mig selv i svære tanker. Det bedste våben mod angst er latter. Hvis tiden, der kunne bruges på latter i stedet bruges på at vade rundt i svære ting, er det netop det svære der tager over. Men når der er tilstrækkeligt med krydser frem i kalenderen, med der er plads til latter, er der slet ikke plads til angsten i mellemrummene. Det er effektivt med gode ting at glæde sig til. Og chokolade..

Min verden er nu engang sådan, som den er. Jeg vil ikke gå i stå igen og jeg kæmper videre mod det eneste acceptable mål. En relativt stabil hverdag hvor ungen og jeg har det godt, og er glade det meste af tiden. Jeg har fundet mig selv lidt frem, og jeg vil ikke give slip. 
GemGem

2 kommentarer:

  1. Sikke et fint indlæg. ������ Og vi lærer og øver os hele livet.... Du er godt på vej. ��

    SvarSlet
  2. Jeg synes, du lyder som den sejeste seje, Marie!

    SvarSlet