torsdag den 28. juli 2016

Gode dage og andre dage

Nogle dage er gode. På den der måde man næsten ikke kan tillade sig at vise på sociale medier af fare for utilsigtet at bidrage til instagram-illusionen. Forestiller mig umiddelbart ikke, at mit liv fremstår hamrende idyllisk? Hvis man da spiser mine billeder sammen med de ord, de serveres med.

Men de der gode dage. Det er jo netop der lysten, glæden og overskuddet driver af mig. De dage smilet i øjet, finder vej til kameraet og instagramvenlige billeder trylles frem. Jeg bliver ikke glad af at tage billeder. Jeg tager billeder fordi jeg allerede er glad! Derfor er billedet blevet til med glæde, og vil for altid frembringe netop det hos mig. Den visuelle type her, kan næsten kun erindre gennem billeder. Og jeg er så hamrende bange for at glemme! Fordi jeg glemmer!

De andre dage. De dage der ikke er gode. De er aldrig bare nogenlunde. Men så dårlige, at man næsten heller ikke kan tillade sig at vise dem på sociale medier af fare for at fremstå ynkelig. Det er altid én ting, der afgør hvor vi er. Drengens søvn. Når vi befinder os her i kategori nr 2, kan jeg kun huske igennem mine billeder. Huske at ting kan være rare.

Vores ferie har virkelig været rar. Det giver mig en kæmpe tryghed at se, hvor godt han har det, når vi har ferie og er sammen, og hvor normal hans søvn har været i den periode. Nu er ferien slut. Drengen havde første dag tilbage i børnehave. Der fik han ikke sovet lur.

Han er så afhængig af sine rutiner! Og selv når rutinerne overholdes på supermormåden, har han ufattelig svært ved at give slip, når han skal sove. Særlig en første dag i børnehave efter ferie giver mange indtryk, og jeg ved hvor svær han er at hjælpe i søvn. Jeg bebrejder ingen. Men en manglende lur i børnehaven, der i nogles øjne synes som en lille sten, starter et vanvittigt jordskred. Jeg og kun jeg kender smerteligt godt konsekvenserne af det jordskred.

Efter manglende lur, gik han omkuld kl 18. Vågende kl 23. Troede nok i kroppen at det var den manglende lur? Og var vågen indtil et for mig lidt uklart tidspunkt efter kl 2 nat, hvor jeg selv bedrev at falde i søvn. Om det kan defineres som søvn, eller muligvis mere høre til ovre i bevistløshedskategorien, kan jeg heller ikke sige med sikkerhed. Noget jeg vurderer til ca 30 minutter efter, er jeg i hvert fald ved tangerende bevidsthed igen, med meget højlydt barn ovenpå mig, der har tændt en lampe ind i mit fjæs, synger tingelingelater og hiver mig i håret. Jeg er stadig ikke helt i stand til at løfte mine arme, og "NEEEEEJ" han gider ikke se en film på min telefon.

Jeg kan ikke huske mere, men vi må være faldet i søvn igen. Efter sådan en nat, sover vi så længe vi kan om morgenen. Jeg har egentlig brug for at han kunne komme i børnehave, så jeg selv kunne sove og selv kan finde tilbage til mig selv. Den slags er bare først muligt, når drengen har fundet tilbage til sig selv. Det er der ikke rigtig andre, der kan hjælpe ham med end jeg, og jeg kan ikke rigtig hjælpe ham optimalt, når jeg selv er dækket af jorden. Jeg har dårlige erfaringer med at sende ham afsted de her dage, han er sensitiv, overtræt og har brug for ro, voksenstyring og 1:1 kontakt. Ellers bliver tingene værre endnu..

Jeg klarer selv oprydningen endnu engang, selvom jeg ved, at det er mere end jeg kan klare. Det gør ondt, fordi det tager mig alt for lang tid. Det gør ondt ikke at kunne hjælpe ham hurtigere. Fordi vi begge er næsten helt begravede under jorden. Og det er ikke spor pænt at se på. Det overraskede mig i lang tid, hvordan nogen kunne kigge væk. Men jeg forstår det godt nu. Det er ikke rart at kigge på det, der er så grimt. En enkelt hånd, der blev rakt ud, så vi kunne komme op - og måske jeg endda også kunne få et hurtigt skyld under bruseren - så ville vi være tilbage på ingen tid.

Det er altid den slags dage, der som glasur på kagen, bliver smadret et glas på gulvet, mælken er for gammel og drengen tisser igennem sin ble, mens han ligger oven på både dyne og mig, der ellers lige havde fået henholdsvis rent betræk og rent tøj på.

Men jeg kigger på billedet herover og ved, at der findes ting, der er rare. Glæder mig til næste torsdag hvor vi igen tager en tur i sommerhus. Og jeg lader være med at kigge på vejrudsigten..

1 kommentar:

  1. Åh, et godt indlæg. Kender kun alt for godt til det med søvnen, og hvor helt igennem grundlæggende den er for hele familiens velbefindende.
    Jeg håber, at dagene bliver lettere.

    SvarSlet