søndag den 5. juni 2016

Har slet ikke lært det endnu, hvad jeg gør af mig selv, når andre henter mit barn

Jeg har en dreng, der er glad i sin børnehave. En aflevering går som regel ud på, at ungen løber ind på stuen, går i gang med en leg, får en farvel krammer. Derefter går jeg baglæns ud af stuen, mens jeg vinker, for lige at sikre mig, at han har set at jeg går. Men han er allerede fordybet i legen og kigger ikke yderligere op. Absolut den rareste fremgangsmåde, når barnet skal overdrages i andres varetægt.


1/20 gange har han dog svært ved at slippe mig, og det er altid sammenfaldende med dårlige nætter. Når vi har dårlige nætter, kan det fx gå ud på et afbræk i nattesøvnen på 5 timer. Ret uudholdeligt for moren, der de nætter kun får et sted mellem 0-3 timers søvn. Og den stakkels lille unge er jo absolut heller ikke klædt ordenligt på, til dagen der følger. Jeg har ikke altid mulighed for at holde ham hjemme disse dage, selvom jeg stræber efter det, eller efter at give ham meget korte dage.

Natten til fredag var sådan en nat. Dreng vågende kl 2 og kollapsede først igen kl 7 om morgenen. Han får så lov til at sove så længe han kan, jo mere han får indhentet, jo lettere kommer han tilbage i den faste rytme. Har desværre ret stor erfaring på området, og alt er prøvet med hjælp fra alle tænkelige instanser.

Han kom derefter i børnehave og skulle hentes tidligt af sin Bedste, hvor han skulle på overnatning. Ved afleveringen ville han bare ikke slippe mig, da vi skulle sige farvel. For det første, er jeg virkelig ikke vandt til en dreng, der ikke vil slippe mig. Men jeg ved også, at når det endelig sker, er det bedste for ham IKKE den klassiske metode med et hurtigt farvel. De sjældne gange det forekommer, skal han have lov til at give slip og sige farvel i sit eget tempo, ellers bliver behovet for nærhed siddende i ham. Hvis jeg havde haft tid, ville jeg have siddet med ham i garderoben, måske tager det bare et par minutter, indtil han lige var landet i børnehaven på en god måde. Men den mulighed havde jeg ikke i fredags.

Den hang fast i mig hele dagen. Følelsen af mit barn, der havde brug for nærvær fra sin mor. AV! Og da klokken blev 14, og han skulle hentes, var det af en anden. Noget var igang med at flå hjertet ud af min krop. Følelsen af at han havde brug for mig, men først skulle se mig igen et døgn efter. Jeg begriber ikke hvordan man lever med det som deleforælder, hvis man får flået hjertet ud en gang om ugen. Jeg håber, at visheden om at den anden forælder i lige så høj grad kan give barnet nærvær, får situationen til at se helt anderledes ud. Jeg har meget stort tiltro til drenges Bedste, der elsker ham, og som han er så glad for. Men intet kan sammenlignes med en forælder, som barnet har haft hos sig hele sit liv.

Men jeg stod altså der, klokken nærmede sig 14 og mit hjerte var på vej et helt forkert sted hen, samtidig med at min unge meget snart ville være på vej temmelig langt væk fra mig. Jeg havde et ufatteligt behov for at se, at han var ok. Jeg er ikke stolt af det, men jeg kørte en omvej hjem, for at sætte mig på en bænk ikke så langt fra børnehaven, hvor jeg vidste de ikke ville kunne se mig, bare for at føle, at jeg var så tæt på ham jeg kunne være. Den slags burde jeg ikke snakke højt om vel? Derefter ringede jeg ret flæbende op til en veninde af deleforældertypen, for at forhøre mig om, hvordan man håndterer den slags. Jeg må nok bare konstatere, at jeg ikke er vandt til det. Og at det faldt uheldigt sammen med en svær aflevering. Men for satan hvor var det svært!

Nu er han hjemme igen, og legede på altnen hele eftermiddagen. Det lille ordensmenneske styrede solsikkerne med hård hånd.

2 kommentarer:

  1. Hej Marie
    Ser skønne Asle ikke sin far?

    Kærlig hilsen en trofast læser

    SvarSlet
  2. Kender ikke livet som deleforældrer, men kender det med hårde afleveringer efter en dum nat. De er bare svære. <3

    SvarSlet