onsdag den 11. maj 2016

Lidt mere om sorg



Fredag morgen kl 8.59 fik jeg en opringning:

Din mor er nu ved at tage sine sidste vejrtrækninger, det er ikke sikkert du kan nå herud. 

Jeg løb ud på trappen og ned til underboen, der åbnede op i undertøj. Dreng i undertøj blev stukket i hendes arme. Og jeg løb selv op igen (også i undertøj opdagede jeg nu) så jeg hoppede i jogging-bukser og derefter i taxa.


Jeg havde haft et ønske om at være hos hende, men jeg var også ok med, at man ikke kan planlægge den slags. Havde det nu været midt om natten, var det ikke engang sikkert de havde fået fat på mig, og endnu mere usandsynligt at jeg kunne få fat på nogen til at se efter Asle. 

Da jeg kom, var hun død. Man ved det på de der skilte ved døren. Jeg har jo set de skilte før, på de andre døre, efter at have haft min gang på diverse palliative afdelinger i 4 mdr. Kontakt venligst personalet bla bla bla

Det var ok. 

Jeg havde tidligere været i tvivl om hvorvidt jeg skulle se hende. Ville det være ubehageligt? Jeg havde ikke tidligere set en død. Men nu var der ingen tvivl. 

Det var ligetil.

Jeg var der alene. Og det var virkelig rart. Det er ikke så tit jeg er alene ved nogen. Alene på den måde, hvor der er plads til alle tankerne, så man ved, at der ikke er nogle tanker der er blevet skubbet væk. Jeg nåede rundt om alle tankerne, og det blev bare ved med at være ok. Uden at frygte det, vidste jeg, at der kunne komme en reaktion senere.

Det skal ikke lyde som om jeg er upåvirket af situationen. Jeg oplever det ikke som en benægtelse. En enkelt gang er det også sket, at jeg knækkede sammen i gråd på gulvet, bare rolig ;)

Men det her er ikke nyt for mig. Sorgen er ikke ny. I januar, da hun ikke kunne kæmpe længere, startede den. Dengang havde jeg allerede en ide om, at det nok ikke ville blive en anden sorg den dag hun døde. Den var igang. Jeg har mistet hende gradist. Og som jeg ser det nu, har det på alle måder været den bedste måde, det kunne forløbe på for mig. Hun har uden sammenligning været den vigtigste person i mit liv, og det her tab, har været det største jeg skulle igennem. Muligheden for at pille det hele lidt fra hinanden og bearbejde en ting ad gangen, har fået mig helskindet ud på den anden side.

Og nu er det overstået.

Det værste er sket, og herfra vil sorgen være hos mig altid. Ikke en sorg der lammer mig, ikke en ulykkelig sorg. Men en smuk sorg, der smelter sammen med kærligheden.

5 kommentarer:

  1. Kondolerer! Gør mig ondt, at du skal miste en så kær person. Men utrolig smukt skrevet, at du er afklaret med at give sorgen plads. Hørte engang, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Det har flere gange gjort det lidt lettere for mig at bære savnet af en kær, jeg har mistet.

    SvarSlet
  2. Kære Marie
    Sikke smukt skrevet. Jeg håber at du kommer igennem tiden på bedste vis. Ja, som Dorte ovenfor skriver så smukt, så er sorg hjemløs kærlighed. Det rammer det meget godt.
    Kh Jonna

    SvarSlet
  3. Kæreste Marie
    Kondolerer mange gange, forløbet med din mor har gjort stor indtryk på mig og dine indlæg emmer af kærlighed.
    Pas på dig selv
    kh Libbie

    SvarSlet
  4. Åh nej, kondolerer, du har været igennem en hård tid og nu skete det så. Men du lyder meget afklaret og din kærlighed til din mor er så tydelig i det du har skrevet.
    Jeg håber du kommer gennem den næste tid på samme gode måde og at du har nogen om dig til at gribe dig hvis du skulle ryge ned.
    Varme tanker sendes i din retning herfra
    kh Trine

    SvarSlet
  5. Årh, det gør mig ondt Marie - er sikker på at din mor har kunnet mærke din kærlighed lige til det sidste.

    Jeg læste at mange netop vælger at trække vejret sidste gang når de er alene...

    Minder er uvurderlige - og netop nu gælder det om at finde de gode frem.

    Mange tanker til dig.

    Kh. Pia

    SvarSlet