fredag den 29. april 2016

Spontan vindueskarm


I mit selvbillede, hænger jeg stadig fast i den forestilling, at jeg er den spontane type. Sandheden er, at den egenskab amputeres ved roden i det øjeblik man erhverver titlen solomor. Evnen til at handle på impulserne fjernes i hvert fald. Ideerne, arrangementerne og oplvelserne står stadig og presser på og skriger SE MIG SE MIG SE MIG. Ret provokerende! Når man bare aldrig-fucking-nogensinde kan sige ja, eller blive oppe hele natten for at arbejde på en sær ide.


Jeg har til tider kæmpet med, hvad fanden der så er tilbage af mig, når jeg ikke kan forfølge de vinde der trækker i mig, og som lige netop kun jeg mærker. Nu blæser de forgæves, og jeg føres ingen steder. 

Men jeg er nødt til at tro på, at det ikke er for altid. For satan jeg trænger til snart at flyve lidt rundt.  Ja ja, når ungen engang flytter hjemmefra er jeg sgu stadig relativt ung, og så kan jeg blive hende den upassende 40-årrige. Jeg kan heldigvis se frem til en lille fredags-friheds-flyvetur!

Han når jo også en alder en snart, hvor ordet legeaftaler skal introduceres her på adresse. Det kan videreudvikle sig til overnatningaftaler, og på et tidspunkt kan han jo også nå op til dørhåndtaget, så han kan lege i gården uden at jeg står lige op af ham. Det bliver kun federe herfra. ikke?

Det går også stille og roligt op for mig, at impulsiviteten stille og roligt er begyndt at titte frem igen. Impulsivitet og kreativitet er i min verden to tæt omslyngede elskere, der er så kvalmende forelskede på jeg-kan-ikke-leve-uden-dig måden. Når impulsiviteten er fraværende, fordi han er taget ud i verden i kamp mod ulvetime, putteritualer og havregrød til morgenfrisk unge, sidder kreativiteten alene hjemme og savner og lider, pakket ind i et uldtæppe mens hun ser Grey's Anatomy.

De har undværet hinanden længe! Og nu mødes de igen. Som regel kun for en kort stund af gangen. Men det er sgu alligevel ufatteligt, hvor lidt der skal til, for at de bare laver magi. Der er sket en gevaldig nedskalering, men så absolut hellere lidt end intet. Nyeste kærlighedsbarn, der er kommet ud af ovennævnte affære, er et par vindueskarme i ny altandør.

Må man godt "ødelægge" helt ny "pæn" altandør, og pålime tvivlsom plade, skåret ud med køkkenkniv fra bagbeklædningen på en kasseret ikearamme. Jeg er ikke stolt af det, men det tager mig stadig lige 4 sekunder før jeg kan sende en stor fuckfinger efter de konventionelle forestillinger der har listet sig ind på rygraden gennem opvækst i provinsby. Efter de 4 sekunder, ved jeg det jo heldigvis godt. 

Mål, skær, splat med en omgang kontaktlim og voila! Lige om lidt skal jeg alligevel have malingen frem til listerne, og så får hylderne også en klat. 


1 kommentar:

  1. Når du nu siger du er solo-mor (og at jeg har fulgt med i dine blogs)
    Har du så ingen kontakt med barnets far? Har far kontakt med barnet?

    Bare noget jeg har tænkt på :) :)

    Venlige hilsner

    SvarSlet