tirsdag den 26. april 2016

Handyterapi og en status fra rodehovedet

Det er ingen hemmelighed, at min verden har været ret fucked de sidste par måneder. Ja ja, og også et par år op til. Men ikke noget der for mig kommer på niveau med den mavepuster det er, at forberede sig på at sige farvel til min mor.



Ingen kan nogensinde sige noget med sikkerhed om livet og døden, det er jo et vilkår. Men med en besked om, at det kan være et spørgsmål om dage eller uger, som vi fik i januar, stopper man øjeblikkeligt op. Der er nu gået lidt mere end et par uger. Og jeg har virkelig oplevet det som en ret ekstrem rutchebane. Den slags der kun findes i de store forlystelsesparker i USA og som intet fornuftigt menneske nærmer sig. Jeg er ufattelig glad for stadig at have min mor. Jeg sidder lige nu ved siden af hende og skriver, mens hun hviler. Men netop det at være glad for stadig at have hende, har også været et dilemma for mig. Det er jo imod hendes eget ønske. Hun ønsker ikke det her! Ingen af os er styrer den slags, vi kan bare vælge hvordan vi bruger den tid der er os givet.

Jeg har haft så mange tanker i mig, at jeg ind imellem har været kortsluttet. Jeg fungerer bedst ved at have lidt tid for mig selv, til at få ryddet op i tankerne. Nogle gange er det smart at snakke med andre, men for tiden har jeg bare brug for tid med mig selv. Det skræmte mig lige i starten, for sådan kender jeg bare slet ikke mig selv. Jeg har da altid haft det fint med alenetid, men det var bare lige lidt federe når der var mennesker rundt om mig. Mon ikke det går over igen.. Men jeg lytter til mig selv, så godt jeg kan. Mærker efter, lader tingene tage den tid det tager, som bare er ufattelig lang tid lige nu. Men jeg tror virkelig på, at det er den rigtige vej for mig. Heeeelt ned i tempo med det stresshovede, og et skridt ad gangen.

I stedet for at sige nej til alting, som jeg har oplevet mig selv gøre de sidste par måneder. Siger jeg nu også lidt ja. Til nøje udvalgte ting. En ting ad gangen. Så det får plads til at være rart.

Der er to ting der fungerer godt for mig. Jeg har med lidt skepsis kastet mig over guidede meditationer. Hende der har berøringsangst mod alt der tangerer det spirituelle, må dog erkende, at det har hjulpet enormt. Jeg forsvarer det lidt over for mig selv, ved at kalde det powernap.

I den modsatte grøft har jeg for alvor kastet mig ud i renovering af det lille hjem. Der er projekter i alle rum, og det føles så godt igen at mærke den side jeg nok holder aller mest af ved mig selv. Hende der gør. Godt at vide at det stadig kan fungere. Hovedet. Kreativiteten. Initiativet.

Og hende der blogger..

Køkkenskabet der blev pillet ned, står nu i gangen. Det er pt børnesikret med en enkelt skrue, da det er en midlertidig løsning. Jeg har verdens bedste ide, til et møbel der skal bygges op, hvor jeg genbruger skabene. Vi må se hvad det ender med. Der er så god plads i de skabe til sko, rengøringsartikler og lort! Der er nu reduceret kaos i min entre. Herunder afsløres den sande status på min entre inden weekendens rokade. På alle måder en bedre løsning jeg har gang i nu.


4 kommentarer:

  1. Dine tanker rammer mig lige i hjertet - og jeg græder lidt. Jeg mistede min mor i sommers - hun døde kun to måneder efter hun havde fået diagnosen kræft. Men det var ikke med hendes gode vilje at hun skulle leve de to måneder. Vi andre var dog glade for at have hende - selvom det sidste farvel nok var lige så svært selvom vi havde haft tiden til at vænne os til det.
    Jeg håber i alle kommer så godt igennem det som i nu kan - og din mor får lov at få en god sidste tid, trods alt. Det er pisse hårdt og føles uretfærdigt at miste sin mor - også selvom man er voksen! Mange tanker til jer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gode tanker til dig Tina. Og selvom jeg ikke har så mange ord lige nu, det er vist lidt op og ned hvornår der bliver åbnet op for sluserne, så betyder din besked meget.

      Slet
  2. Jeg mistede min mor i april sidste år og det gik rigtig hurtigt. Hun blev indlagt med lungebetændelse en onsdag morgen og da hun så tilsyneladende også havde KOL (det vidste min far og jeg ikke) og samtidig var stærkt undervægtig, så tog det kun en uge. Onsdag morgen ugen efter døde hun og fra om lørdagen havde vi ikke kontakt med hende. Hun lå med iltmaske og blev bare dårligere og dårligere.
    Jeg har ikke noget ønske om, at den/dem man elsker skal ligge og lide i lang tid men samtidig var det her noget der gik alt for stærkt. Da min far sagde i telefonen om lørdagen, at lægen mente, at hun var ved at dø gik jeg helt i stå. Jeg kan huske, at jeg tænkte "Undskyld, hvem har givet hende lov til at dø så hurtigt? Det er jeg da ikke blevet spurgt om!"
    Jeg håber, at I trods alt nyder den sidste tid sammen og at du får sagt ordentligt farvel. Det nåede jeg jo ikke selv ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er trods alt også glad for, at intet er sket pludseligt. Med det forløb du beskriver med din mor, forestiller jeg mig, at man slet ikke har mulighed for at nå at forstå hvad der sker omkring en, før bagefter. Sikke en omgang.

      Slet