torsdag den 17. januar 2013

Hey Jude

The best drug for pregnant women!

Inden forestillingen har jeg gået og grublet lidt over, hvad jeg skulle forvente. En Teaterkoncert... Hmm... Hvilken kasse kan man putte sådan en i? Jeg gik derfor derind uden forventninger, med åbne ører og med åbent hjerte. Jeg satte mig på mit sæde i Forum og blev herefter løftet op og kastet rundt.



Der kommunikeres med rigtig store armbevægelser i forestillingen, og det fungerer bare super godt. Der tages hårdt fat i hele følelsesregistret, og selv med de hurtige skift der kommer, mister man ikke tråden, for der er ikke nogen tråd. Det er ikke en teaterforestilling med en bærende handling, men en koncert akkompagneret af gøgl og små interaktioner sangerne imellem.



De små historier, der kun er fortalt med meget simple virkemidler, bruges kun til at opbygge stemninger. Og afhængig af hvilket niveau af "barnlig sjæl" man befinder dig på, kan fortællingerne så få lov til at løbe løbsk i egne tanker. Den mest bærende historie fortælles af kostumerne, der har deres eget liv. Men det vil være synd at afsløre det hele på billeder, for overraskelserne er en del af forestillingens styrke.


Nåh, nu kommer vi så til det vigtigste! Musikken er FANTASTISK! Jeg er selv stor Beatles fan, og der er foretaget en meget begavet fortolkning musikken. Jeg fik gåsehud fra starten med Can´t buy me love som stille rocknummer. Og når Jimmy Jørgensen går amok, som han fx gør i en fantastisk Rammstein udgave af Strawberry Fields Forever, bliver man mindet om, hvorfor man ikke skal sidde ned til koncerter! I bedste koncertstil indgår musikerne på lige vilkår med sangerne fremme på scenen og i fortællingerne, og er absolut ikke gemt væk i en orkestergrav.


Alle sangerne er i øvrigt pisse dygtige og supplerer hinanden helt vildt godt. Pernille Rosendahl skuffer mig dog generelt, men hendes stemme kommer helt til sin ret i Rocky Racoon. Det er dog først i et af de sidste numre Lucy in the Sky with Diamonds, at hun får hun helt fat i mig.

Jeg bliver også lige nødt til at nævne Mark Linns udgave af Blackbirds, som stadig sidder i mig. Og jeg kunne altså blive ved. Jeg kunne i hvert fald godt ønske mig en plade med numrene fra forestillingen! Jeg er helt høj på musik!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar