fredag den 29. april 2016

Spontan vindueskarm


I mit selvbillede, hænger jeg stadig fast i den forestilling, at jeg er den spontane type. Sandheden er, at den egenskab amputeres ved roden i det øjeblik man erhverver titlen solomor. Evnen til at handle på impulserne fjernes i hvert fald. Ideerne, arrangementerne og oplvelserne står stadig og presser på og skriger SE MIG SE MIG SE MIG. Ret provokerende! Når man bare aldrig-fucking-nogensinde kan sige ja, eller blive oppe hele natten for at arbejde på en sær ide.

Jeg har til tider kæmpet med, hvad fanden der så er tilbage af mig, når jeg ikke kan forfølge de vinde der trækker i mig, og som lige netop kun jeg mærker. Nu blæser de forgæves, og jeg føres ingen steder. 

Men jeg er nødt til at tro på, at det ikke er for altid. For satan jeg trænger til snart at flyve lidt rundt.  Ja ja, når ungen engang flytter hjemmefra er jeg sgu stadig relativt ung, og så kan jeg blive hende den upassende 40-årrige. Jeg kan heldigvis se frem til en lille fredags-friheds-flyvetur!

Han når jo også en alder en snart, hvor ordet legeaftaler skal introduceres her på adresse. Det kan videreudvikle sig til overnatningaftaler, og på et tidspunkt kan han jo også nå op til dørhåndtaget, så han kan lege i gården uden at jeg står lige op af ham. Det bliver kun federe herfra. ikke?

Det går også stille og roligt op for mig, at impulsiviteten stille og roligt er begyndt at titte frem igen. Impulsivitet og kreativitet er i min verden to tæt omslyngede elskere, der er så kvalmende forelskede på jeg-kan-ikke-leve-uden-dig måden. Når impulsiviteten er fraværende, fordi han er taget ud i verden i kamp mod ulvetime, putteritualer og havregrød til morgenfrisk unge, sidder kreativiteten alene hjemme og savner og lider, pakket ind i et uldtæppe mens hun ser Grey's Anatomy.

De har undværet hinanden længe! Og nu mødes de igen. Som regel kun for en kort stund af gangen. Men det er sgu alligevel ufatteligt, hvor lidt der skal til, for at de bare laver magi. Der er sket en gevaldig nedskalering, men så absolut hellere lidt end intet. Nyeste kærlighedsbarn, der er kommet ud af ovennævnte affære, er et par vindueskarme i ny altandør.

Må man godt "ødelægge" helt ny "pæn" altandør, og pålime tvivlsom plade, skåret ud med køkkenkniv fra bagbeklædningen på en kasseret ikearamme. Jeg er ikke stolt af det, men det tager mig stadig lige 4 sekunder før jeg kan sende en stor fuckfinger efter de konventionelle forestillinger der har listet sig ind på rygraden gennem opvækst i provinsby. Efter de 4 sekunder, ved jeg det jo heldigvis godt. 

Mål, skær, splat med en omgang kontaktlim og voila! Lige om lidt skal jeg alligevel have malingen frem til listerne, og så får hylderne også en klat. 


onsdag den 27. april 2016

Køkkenønsker og helvedesgab




Verdens pæneste elkedel! Det ligner jo næsten en reklame. Men det er da lidt af et vidunder, at der ikke er nogen der tidligere har taget opgaven på sig, og strikket en pæn en af slagsen sammen.

90'er køkkenet lever i bedste velgående på modsatte side, så det nye køkkenskab står stadig lidt alene. Der er såå mange ting, der irriterer mig ved det her køkken. Linierne ved køleskabet. Der er så mange forskellige skæringer mellem overksab/køleskab/bordplade. Bordpladen der i øvrigt ikke hviler på noget! i enden mod køleskabet. Tørretumbleren der ikke kan lukke (fik i set min vejledning på insta til hvordan man fikser den slags?). Glashylderne i midterste overskab. Halleluja, der var en vitrinelåge på, men den blev jeg altså nødt til ikke at se på. Listen under overskabet der nærmest er faldet af. De blå håndtag (som jeg godt nok selv er skyld i). Og så har jeg endda undeladt rodekasserne oven på skabene, da jeg tog billeder. Men det er efterhånden et helvedesgab deroppe. Og to kasser med DVD'er.. Jeg ejer ikke en afspiller, ikke engang en computer med DVD-drev (hordertype). 

Helvedesgabet kan være mange steder. Ofte findes det i mellemrummet mellem to møbler, nede bag sengen, på den der lille flade i entreen, hvor man kan smide sit lort når man kommer hjem. Kort sagt, steder hvor der vokser rod. Køkkenbordet er også et godt bud. Bare lige for at forsvare mig selv en lille bitte smule, er nedenstående billede et resultat af valget om at samle alt rod der ikke havde en plads fra hjemmet, på ét sted. Så der var faktisk temmelig pænt alle andre steder. Jeg lover! 

Billedet blev delt på insta for et par dage siden, da jeg legede med tanken om at køre det hele ned i på gulvet og være den systematiske type (evt helt systematisk køre det hele ned i en sort sæk?). Noget er sket siden, og jeg har nu generobret ca 2 meter bordplads. Det fungerer ok for mig med en samlet rodebunke. Så kan jeg få lov til at lukke øjnene en lille smule i den retning, og dissekere den, når lysten dukker op. 

Overskabene i denne side skal også meget snart væk. Hvad der skal op i stedet, ved jeg endnu ikke helt. Satser på at finde en kombi vaskemaskine/tørretumbler så jeg sparer en undersektion, og så forestiller jeg mig 3 sektioner i denne side med skuffer. Måske noget ikeaindmad med fronter og bordplade fra Reform. Det er i hvert fald den tanke jeg leger med i skrivende stund.




tirsdag den 26. april 2016

Handyterapi og en status fra rodehovedet

Det er ingen hemmelighed, at min verden har været ret fucked de sidste par måneder. Ja ja, og også et par år op til. Men ikke noget der for mig kommer på niveau med den mavepuster det er, at forberede sig på at sige farvel til min mor.

Ingen kan nogensinde sige noget med sikkerhed om livet og døden, det er jo et vilkår. Men med en besked om, at det kan være et spørgsmål om dage eller uger, som vi fik i januar, stopper man øjeblikkeligt op. Der er nu gået lidt mere end et par uger. Og jeg har virkelig oplevet det som en ret ekstrem rutchebane. Den slags der kun findes i de store forlystelsesparker i USA og som intet fornuftigt menneske nærmer sig. Jeg er ufattelig glad for stadig at have min mor. Jeg sidder lige nu ved siden af hende og skriver, mens hun hviler. Men netop det at være glad for stadig at have hende, har også været et dilemma for mig. Det er jo imod hendes eget ønske. Hun ønsker ikke det her! Ingen af os er styrer den slags, vi kan bare vælge hvordan vi bruger den tid der er os givet.

Jeg har haft så mange tanker i mig, at jeg ind imellem har været kortsluttet. Jeg fungerer bedst ved at have lidt tid for mig selv, til at få ryddet op i tankerne. Nogle gange er det smart at snakke med andre, men for tiden har jeg bare brug for tid med mig selv. Det skræmte mig lige i starten, for sådan kender jeg bare slet ikke mig selv. Jeg har da altid haft det fint med alenetid, men det var bare lige lidt federe når der var mennesker rundt om mig. Mon ikke det går over igen.. Men jeg lytter til mig selv, så godt jeg kan. Mærker efter, lader tingene tage den tid det tager, som bare er ufattelig lang tid lige nu. Men jeg tror virkelig på, at det er den rigtige vej for mig. Heeeelt ned i tempo med det stresshovede, og et skridt ad gangen.

I stedet for at sige nej til alting, som jeg har oplevet mig selv gøre de sidste par måneder. Siger jeg nu også lidt ja. Til nøje udvalgte ting. En ting ad gangen. Så det får plads til at være rart.

Der er to ting der fungerer godt for mig. Jeg har med lidt skepsis kastet mig over guidede meditationer. Hende der har berøringsangst mod alt der tangerer det spirituelle, må dog erkende, at det har hjulpet enormt. Jeg forsvarer det lidt over for mig selv, ved at kalde det powernap.

I den modsatte grøft har jeg for alvor kastet mig ud i renovering af det lille hjem. Der er projekter i alle rum, og det føles så godt igen at mærke den side jeg nok holder aller mest af ved mig selv. Hende der gør. Godt at vide at det stadig kan fungere. Hovedet. Kreativiteten. Initiativet.

Og hende der blogger..

Køkkenskabet der blev pillet ned, står nu i gangen. Det er pt børnesikret med en enkelt skrue, da det er en midlertidig løsning. Jeg har verdens bedste ide, til et møbel der skal bygges op, hvor jeg genbruger skabene. Vi må se hvad det ender med. Der er så god plads i de skabe til sko, rengøringsartikler og lort! Der er nu reduceret kaos i min entre. Herunder afsløres den sande status på min entre inden weekendens rokade. På alle måder en bedre løsning jeg har gang i nu.


mandag den 25. april 2016

Køkkenrenovering del 1

Jeg har aldrig helt haft det godt med køkkenet. Størrelse, indretning, lysindfald, funktion og den slags er perfekt. Elsker at sidde der. Men nu skal der ske noget! Alt skal nok laves om, men i passende små portioner ad gangen. Da altanen blev sat op, fik det sat gang i mine tanker, og nu er overskabet over vasket blevet erstattet med passende ramponeret model. Den slags er ikke noget man lige kan klare alene. Hvor end jeg gerne ville. Københavnerskabet er virkelig urimelig tungt! Og jeg har hverken nok hænder eller styrke til at jonglere rundt med det selv. Kan nogen selv den slags? Man skal da være to til sådan noget ikke? Hvis der havde været en ikeamanual, er jeg sikker på de havde anvist 2 personer til udførslen. Det vrimler desværre ikke med stærke mænd i mit liv for tiden, og slet ikke nogen der kommer forbi i tide og utide for at sætte køkkener op - mens ungen er i vuggestue. 

Heldigvis fik den tilpas anmasende del af min personlighed taget over for en stund, og overtalt verdens bedste overbo til at give mig en hånd. En lørdag... lige oven i drengens middagslur. pis. Alt endte dog med at gå op i en højere enhed, da min far trådte til at kørte en tur med ungen. Det havde virkelig ikke været rart, hvis 3-årrig havde været hjemme. Projektet viste sig nemlig at være en del mere omfattende end først antaget. Men alt blev godt til sidst! Nu skal jeg bare lige tøjle min perfektionisme og lappe rundt om skabet med en omgang klatmaling. Så må det blive spartlet ud engang, jeg vil gætte på om 3-4 års tid...

søndag den 24. april 2016

Epsomsalt til Elverprinsessens Feriehus







Simple living til elverfolket. En ganske lille hytte på en skovplanet fx. som den Maja Rose Valbjørn har tryllet frem til mig blandt andet ved hjælp af epsomsalt. Tilpas gøglet!

Da det aldrig er helt optimalt, at have ungen med på kunstbesøg, havde jeg lige timet det med hans lur. Han var bare ikke enig. I stedet for den halvsmarte overskudstype fik Maja derfor besøg af småtosset mortype. Den mindste af os viste sig dog at være svært begejstret for de fedtfarver nogen hurtigt hev frem til ham. Jeg fik derfor hele 2 stk original kunst med op fra kælderen. Sgu.

Hvis man foretrækker bjerge, varmluftsballoner, fyrtårne eller broer kan Maja også hjælpe der. Giv dig selv en pause og gå på opdagelse i hendes små fortællinger.