onsdag den 25. maj 2016

Køkkenrenovering del 2



Malingen var fundet frem, der var dækket af og jeg havde taget en beslutning om at lappe den lille stump brune og blå glasvæv der tittede frem efter udskiftningen af køkkenoverskab til mindre og ældre model. Klokken var 21, men det burde lade sig gøre, inden jeg skulle ligge i min seng. Men det gik ikke. Glasvævet sad faktisk ikke fast. Det var simpelthen ikke muligt for mig at påbegynde så sjusket handling, så jeg stak hovedet under armen og begyndte at hive lortet ned.

Jeg har tidligere lavet en sjuskeløsning i form af fuldspartling oven på glasvævet rundt om eksisterende køkkenelementer. Dengang viste jeg, at køkkenet ikke skulle skiftes foreløbig, så det gav mening at pynte lidt, så jeg kunne holde ud at være i det. Men situationen er nu en anden. Køkkenet skal jo rent faktisk skiftes. I et eller andet omfang og i det tempo der kommer til at passe. Hvad og hvordan ved ingen endnu.



Det kan også tilføjes, at det lille klapbord vi tidligere har spist ved, allerede var faldet ned, og havde efterladt sig et par seriøse huller i væggen. Nogen havde på en måde taget beslutningen for mig.

Jeg hev så meget ned jeg kunne og klokken blev mange.

Fik dagen efter lokket stærk mand forbi til at hive det nye overskab ned for en kort bemærkning, så væg bag også kunne blive skrallet. Ikke flere sjuskeløsninger! Og derfor står jeg nu også i den situation, at underskabet må væk, så jeg også kan komme til på den del af væggen. Det er så dødt det underskab, og bordpladen er helt ramponeret. Men næste skridt i processen er nødt til at være en anelse gennemtænkt. Jeg kan under ingen omstændigheder klare mig særlig længe hverken uden køkkenvask eller vaskemaskine. Noget skal lige planlægges og købes ind, så tingene kan komme til at klappe.

Største forhindring er dog, at jeg mangler at tage beslutning om hvilket underskab der skal bankes op. Jeg er ude i et reform underskab med ikeaindmad. Noget seriøst skraldesortering under vasken og en kombineret vaskemaskine/tørretumbler der meget gerne må blive gemt bag en låge. Men der skal også findes vask og armatur. Og bordplade.

Jeg har et par uger til at beslutte mig, da jeg altså også skal bruge en travl mand, der er fiks til rør og vaskemaskiner. Det gør mig intet. Mit køkken er lige så brugbart som før og jeg er faktisk lidt fan af de ramponerede vægge. Den grønne farve er ret hyggelig! Mon jeg ender med hvide vægge? Jeg bor i en byggeplads, men jeg nyder det!

Følg hele køkkenprocessen under køkken




torsdag den 19. maj 2016

En lidt strid uge indtil videre...


I dag er bare sådan lidt... BLAAAAHHH. Jeg kortslutter lidt oven på en uge, der ganske vist ikke er slut endnu, men som allerede har været ret strid. Det er egentlig først nu jeg lige splatter ud. Ingen kan vist sige noget til det, men den slags er altid bare hamrende irriterende, når man sidder i det, uanset hvor "naturligt" det er. Jeg bliver aldrig hende, der bare smækker benene op, har ondt af mig selv og venter på det går over. 

For at summere op, lagde jeg ud med en mandag der stod på operation, begravelse af hende mor tirsdag, men skulle så tilbage på Hvidovre onsdag. Det føles som om, jeg både har lavet ingenting samtidig med at jeg har leveret en kraftpræstation af dimensioner. Det kontrastfyldte felt, har jeg efterhånden affundet mig med, at jeg tit havner i. Jeg ved ikke helt hvorfor. Store følelser kan både give og tage energi. Operationen gik vist ok, jeg er i hvert fald i bedring, og begravelsen gik så fint! Og selvom der egentlig, når jeg summerer op, har været flest gode følelser, er jeg alligevel helt drænet i dag. 

Halvsyg, semidepri øvtype. Inde i mig, er det vist mest bare brok lige nu. Nogle dage, er jeg bare et ret dårligt menneske. Det var bare den melodi jeg vågnede op med, spillet på et instrument der ikke helt stemte.

Rygsækken med strategier til de her dage er godt tung. Jeg lyner op. Lys, luft, mad, motion. Selskab? På det sidste punkt kender jeg ikke helt mig selv længere. I størstedelen af mit liv har jeg altid per automatik sagt ja til sidste punkt, men nu tøver jeg. Er jeg blevet helt introvært? Nu må vi se, om det hænger fast. Eller er det i virkeligheden tomheden der slår mig ud, efter de sindsygt mange mennesker jeg skulle forholde mig til ved begravelsen. 

Sms tikker ind fra veninde, der vil hive mig med på stranden. Helsetypen der bader selvom det er under 20 grader og som disker op med hjemmelavet rawkage og ingefær-gurkemeje drik. Jeg tager lige en ekstra varm striktrøje på, da hun begynder at snakke om badetøj. Men resten af projektet kan jeg godt være med til. Det går fint hånd i hånd med førnævnte strategier, og så giver vi det et skud på det sociale punkt også. 

Virkelig god ide! Jeg får endda leveret noget, der tangere en omgang træning til frit skue for nysgerrige forbipasserende og håndværkertyperne ved svanemøllestranden. Jeg trænger til at bruge min krop noget mere! Og selvom det hev i mig efter at skrue op for tempoet, vil jeg heller ikke være hende idioten, der brænder det hele af og så kollapser inden 6 km cykeltur retur - jeg har faktisk stadig feber, selvom jeg leger rask. 

Der bliver snakket om at starte til dans igen. En ting vi begge savner. Jeg tænker selv noget dansehall, det bliver man sgu da glad af! Håber fanme vi får handlet på det. Sidst jeg undersøgte den slags, var det primært på tidspunkter hvor alle andre har tid, sådan noget efter arbejde/weekend, hvor jeg er fuldt booket af rollen som mor. Zumbaholdet kl 11.30 for pensionister i lokalt fitnesscenter lokker ikke helt. Der må lige findes en løsning! 

Jeg vil fanme også ride noget mere. Jeg var aldrig hestepigen der gik op i flettede maner, ridemærker og stævner. Men at jeg var glad for heste, det kan jeg ikke løbe fra. De aller bedste minder var sgu de lange ture til vandet og om efteråret når vi kunne drøne afsted over markerne og springe rundballer.

En fællesnævner for de to sidste punkter må være, at jeg trænger til at få min grundstyrke tilbage. Jeg kan godt lide at være lidt stærk. Så passer min fysik til det mentale. At jeg rent faktisk kan selv, også når det handler om at løfte. Og det er bare sjovere at danske og ride, hvis man kan holde den kørende i længere tid, uden at blive flad. 

Det står ikke helt skidt til, fandt jeg ud af i dag, da jeg fik brugt min krop en smule, når jeg nu alligevel stod og gloede ud over vandet. Mortypen, der render på legeplads i tide og utide, vader byen tynd med klapvognen og jævnligt tager 4 indkøbsposer + det løse op af trapperne til 3. sal, er ikke helt lavet af vat. Og 10 pushups i streg kunne jeg åbenbart også stadig levere. 

Men jeg er stadig lidt BLAH. Har placeret mig på madras, på altan i sol og har ro. Jeg ser frem til, at jeg kan kræve lidt mere af mig selv, men lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg kan finde ud af det modsatte. 

søndag den 15. maj 2016

En bekymring

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er ret sej til at pakke mine bekymringer væk. Jeg forsøger at tage én ting ad gangen, og bruger min tid på det, jeg kan handle på. 

Rent praktisk har jeg grebet temaet an på en ganske systematisk måde. I en mappe på min computer har jeg til hver bekymring oprettet et worddokument. De vigtigste ting får lov til at ligge i mappen, og resten ryger videre til undermappen "ikke aktuelt". Jeg har haft alle bekymringerne oppe at vende, og taget stilling til hvilke jeg ikke skal bruge min tid på lige nu. Så er de væk. Det virker for mig. Og samtidig er der en tryghed i at vide, at jeg har en lille note liggende om de tanker der skal ryddes op i. Så kan rodetankerne nemlig komme ud af mit hovede, og ind i worddokumentet. Og blive ryddet op senere. 

Og jeg har da en hulens masse rodede ting jeg kunne bekymre mig om, men når jeg har overbevist mig selv om, at det ikke er lige nu det skal fikses, så er det heller ikke lige nu det skal bekymre mig. Smart ikke?

Men nogle ting skal fikses lige nu. Og nogle gange er ting bare ufatteligt dårligt timet! Når man lige har mistet sin mor på grund af cancer, er det meget lidt sjovt at finde knuder på sin egen krop. Som lægebarn er jeg ikke ret god til at være hypokonder, men jeg fik angst ved tanken! Alt for mange grimme scenarier om fremtiden når igennem hovedet på meget få sekunder. Jeg fik akut tid til lægen, der stak mig en recept på antibiotika. Og jeg fik pulsen ned.

Jeg er bare ikke helt rolig længere. For jeg får det på trods af 3 dages antibiotika stadig værre dag for dag. Knuder på min krop på 5 cm, det er slet ikke rart. De skal altså gå væk lige nu og ikke vokse! Jeg lavede også lige den obligatoriske og ganske usmarte googlesøgning, der serverede et sygdomsforløb der passer ubehageligt meget på det, jeg oplever lige nu.

I nat har jeg ligget og klynket og været helt væk i febervildelse. Kan genkalde mig drengen, der halvt vågner op og spørger mig, hvad det er jeg snakker om. Heldigvis fik jeg vist givet ham et svar han kunne acceptere, for han lagde sig ned og sov videre. Puha!

Jeg er vist der, hvor jeg burde kontakte noget læge igen, men orker egentlig hverken snakke i telefon, eller forholde mig til svaret, hvis nogen siger, jeg skal bevæge mig et sted hen til en skadestue, inklusiv 3-årrig. Og lige nu sover han, og det er sindsygt rart med lyden af stilhed. 

Jordens mest rædselsfulde ting er, når man selv er syg, mens barnet er temmelig friskt og med et støjniveau der matcher den mangelfulde stimuli, syg mortype forsøger at diske op med.

fredag den 13. maj 2016

Nu er jeg en børnehavedreng så jeg kan selv

Det kan vær rigtig svært for et barn at flytte institution. Men det kan også være rigtig let, hvis det er et godt sted man kommer til. 

Sidstnævnte ser heldigvis ud til at være den model vi benytter os af!

Men hold nu op et dilemma at stå i. Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får. Drengen havde det ikke godt hvor han var, men ville det mon blive anderledes et nyt sted? Jeg er ikke den mor, der overser mit barns mistrivsel, og gudskelov for det. 
Kunne jeg have ønsket mig et andet tidspunkt til indkøring, en lige de her uger... Tjo. I teorien er det vel ikke lige det bedste tidspunkt. Jeg har haft ca ingen fritid, fordi hans dage har været så korte. Men vi har bare klaret det så godt. Og som det vist er kommet frem på insta, har vi faktisk bare haft det rart. 

Alt er forløbet helt ukompliceret. Han er glad og stolt og er vokset en halv meter. Nu er jeg en børne-havedreng så jeg kan selv... Ja tak siger mortypen! Han er fanme en god dreng. Og jeg kan ikke komme op med nogen kæk måde til at sige, hvor afsindig rart det er, at han også bliver set sådan af de personer, der tager sig af ham i hans hverdag. Det er en helt anden dreng jeg henter om eftermid-dagen! Han er så glad. 

onsdag den 11. maj 2016

Lidt mere om sorg



Fredag morgen kl 8.59 fik jeg en opringning:

Din mor er nu ved at tage sine sidste vejrtrækninger, det er ikke sikkert du kan nå herud. 

Jeg løb ud på trappen og ned til underboen, der åbnede op i undertøj. Dreng i undertøj blev stukket i hendes arme. Og jeg løb selv op igen (også i undertøj opdagede jeg nu) så jeg hoppede i jogging-bukser og derefter i taxa.

Jeg havde haft et ønske om at være hos hende, men jeg var også ok med, at man ikke kan planlægge den slags. Havde det nu været midt om natten, var det ikke engang sikkert de havde fået fat på mig, og endnu mere usandsynligt at jeg kunne få fat på nogen til at se efter Asle. 

Da jeg kom, var hun død. Man ved det på de der skilte ved døren. Jeg har jo set de skilte før, på de andre døre, efter at have haft min gang på diverse palliative afdelinger i 4 mdr. Kontakt venligst personalet bla bla bla

Det var ok. 

Jeg havde tidligere været i tvivl om hvorvidt jeg skulle se hende. Ville det være ubehageligt? Jeg havde ikke tidligere set en død. Men nu var der ingen tvivl. 

Det var ligetil.

Jeg var der alene. Og det var virkelig rart. Det er ikke så tit jeg er alene ved nogen. Alene på den måde, hvor der er plads til alle tankerne, så man ved, at der ikke er nogle tanker der er blevet skubbet væk. Jeg nåede rundt om alle tankerne, og det blev bare ved med at være ok. Uden at frygte det, vidste jeg, at der kunne komme en reaktion senere.

Det skal ikke lyde som om jeg er upåvirket af situationen. Jeg oplever det ikke som en benægtelse. En enkelt gang er det også sket, at jeg knækkede sammen i gråd på gulvet, bare rolig ;)

Men det her er ikke nyt for mig. Sorgen er ikke ny. I januar, da hun ikke kunne kæmpe længere, startede den. Dengang havde jeg allerede en ide om, at det nok ikke ville blive en anden sorg den dag hun døde. Den var igang. Jeg har mistet hende gradist. Og som jeg ser det nu, har det på alle måder været den bedste måde, det kunne forløbe på for mig. Hun har uden sammenligning været den vigtigste person i mit liv, og det her tab, har været det største jeg skulle igennem. Muligheden for at pille det hele lidt fra hinanden og bearbejde en ting ad gangen, har fået mig helskindet ud på den anden side.

Og nu er det overstået.

Det værste er sket, og herfra vil sorgen være hos mig altid. Ikke en sorg der lammer mig, ikke en ulykkelig sorg. Men en smuk sorg, der smelter sammen med kærligheden.